Færre københavnske unge med ikke-vestlig baggrund bakker op om demokratiet

Det ser ikke godt ud for opbakning til demokratiet blandt unge københavnere med ikke-vestlig baggrund. Det viser Integrationsbarometeret for 2018, som Københavns Kommune har udsendt.

Religiøse love er vigtigere end andre love
Hver tredje københavner med ikke-vestlig baggrund mellem 18 og 29 år mener, at religiøse love skal følges, selvom det kan være i strid med dansk lovgivning, hvor det i 2016 var knap hver fjerde.

Der er derudover sket et fald i antallet af unge med ikke-vestlig baggrund, som bakker op om et demokratisk system fra 84 til 79 procent. For unge københavnere med dansk baggrund er tallet 93 procent.

– Det bekymrer mig meget, at et stigende antal unge københavnere ikke bakker op om vores demokrati. Forklaringen ligger nok mange steder, og ansvaret hviler på flere skuldre, siger Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, og hun tilføjer:

– Men når vi arbejder for, at unge skal have et fritidsjob og en praktikplads, så er det også for at række ud og anerkende dem og få de unge til at føle sig, som en del af samfundet. Og jeg tror på en sneboldseffekt mod en større respekt for demokratiet, når du først sidder i frokoststuen med dine kolleger og diskuterer samfund og politik.

Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren betoner også betydningen af regeringens ghettoplan, som vil give kommunerne nye redskaber til at bryde parallelsamfund op.

Ligeledes fremhæver Cecilia Lonning-Skovgaard, at der i den nyligt vedtagne Integrationshandleplan, der sætter rammerne for de næste fire års arbejde med integrationen i København, er flere initiativer rettet mod større inklusion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *