Vermund anmeldt for racisme

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er blevet anmeldt for racisme.

Det skriver partiformanden selv i et blogindlæg på partiets hjemmeside. Her skriver hun bl.a.:

“Jeg har været i forhør hos politiet i dag.

Min brøde er, at jeg har kaldt betonklodser, opstillet for at forhindre islamiske terrorister i at pløje uskyldige mennesker ned med en lastbil, for ‘koranklodser’.”

Hun troede egentlig, at det var hurtigt overstået med et besøg hos politiet onsdag til afhøring, men nu vil politiets jurister finde ud af, om hun skal sigtes for overtrædelse af racisme paragraffen.

Om det skriver Pernille Vermund:

“Jeg er ikke jurist, og skal ikke kloge mig på paragraffernes rækkevidde. Men der er noget grundlæggende galt med loven, hvis vi fremover skal forbydes at kalde koranklodser ved deres rette navn. For koranklodser er det, de er.

De står der for at beskytte os mod mennesker, der med koranen som moralsk rettesnor, dræber andre mennesker. De mennesker, der begår den form for terror med biler mod fodgængere i de europæiske lande, vi har oplevet i de senere år, retfærdiggør deres handlinger gennem islam. Det er et simpelt faktum.”

Hun mener ikke selv, at der er tale om racisme:

“Jeg bryder mig ikke om synet af koranklodser på grund af den trussel, de symboliserer, og jeg bryder mig ikke om Koranen, fordi den ideologi, der prædikes i bogen, skaber ufred, ufrihed, vold og undertrykkelse.

Der er ikke noget racistisk i at kritisere islam for at være i opposition til frihed og demokrati. Der er ikke noget racistisk i at kalde tingene ved deres rette navn.”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *