Popstjerner er ofte forbilleder for en masse børn og unge, men når TV2 i aften sender X Factor er det en kendt kokain-misbruger, som skal underholde familien Danmark.
På trods af, at Hugo Helmig, i følge bl.a. Ekstrabladet.dk forleden blev sat i detentionen af politiet i en kokainrus, har TV2s underholdsningschef Dorte Borregaard besluttet at holde fast i hans optræden.
At misbruget den aften ikke var en enlig svale, bekræfter hans manager, som har oplyst til bl.a. Ekstrabladet.dk, at Hugo Helmig var i behandling for sit kokainmisbrug, men så var faldet i igen. Helmig er nu begyndt i behandling igen og det er årsagen til, at TV2s underholdningschef ikke ser noget galt i, at en popsanger med et skævt forhold til narkotiske stoffer optræder i et tv-program som bl.a. ses af mange børnefamilier.
– Hugo Helmig er i behandling, og han og hans management håndterer hændelsen med stor alvor, åbenhed og beklagelse. Derfor har vi besluttet at holde fast i vores aftale, siger TV2s underholdsningschef Dorte Borregaard til tv2.dk.
At Hugo Helmig overhovedet har tid til at optræde i X Faktor i aften skyldes, at han valgte at aflyse en allerede planlagt koncert i Hørsholm.